Enhver har ret til sin egen sandhed?

Vi har næsten vænnet os til at følge med i det absurde teater som amerikansk og britisk politik er blevet de senere år.

Men faktum er, at vi er stort set samme sted i Danmark, vi ser det bare ikke så tydeligt endnu — eller gør vi?

I disse dage enten fejrer vi folkestyret og retsstaten som bærende elementer i vores samfund, eller også gyser vi over hvor ensrettet, og underforstået ræverød dommerstanden er blevet siden Inger ku’ blive dømt.

Hvordan er vi havnet der hvor man forkaster det fælles værdigrundlag (grundloven for dem der er i tvivl om hvad det er), når beslutninger og domme går en imod?

Problemet er desværre ikke enestående. I sidste uge demonstrerede folk med gule davidstjerner mod landets statsminister i et forsøg på at sidestille indskrænkninger i den personlige frihed med jødeforfølgelse i Nazityskland under 2.verdenskrig, og i forlængelse af KV21 i sidste måned gik en del af den poliske woke venstrefløj kollektivt i selvsving over en kommentar fra Özlem Cekic til Kristian Thulesen Dahl, så man skulle tro hun selv var medlem af DF.

Hvad sker der her, og hvorfor sker det?

I dag har enhver idiot (“hvad jeg skrev, det skrev jeg”) mulighed for at skrive præcis hvad der falder ham ind, og dele det med alle os andre — og det gør mange af dem (således også denne idiot), og så længe man ikke deler billeder af bare bryster kan man slippe afsted med ret meget på sociale medier.

Jeg oplever en accelereret vandring mod polerne. Mod en ekskluderende retorik. Et fravalg af ægte vilje til dialog og mødet mellem standpunkter. Vi er langt hen ad vejen holdt op med at tale til hinanden- og især til vore modstandere. Når vi ytrer os, er det i høj grad til de mennesker, vi i forvejen er enige med. De bliver bekræftede, samtidig med at modstanderne bliver provokeret til at komme med egne mod-ytringer, og så kører karrusellen den helt forkerte vej.

Problemet optræder på alle niveauer. Dansk politik er blevet gjort til en forretning, en brugtbilsforretning. Man er villig til at sige hvad som helst for at tilfredsstille sine proselytter. Også selv om man ved det er lodret løgn, bare det fodrer baglandet og tjener den historie man forsøger at sælge. Og her langer jeg ikke kun ud efter DF og NB, problemet gælder bredt i samtlige politiske partier. Det der bekymrer mig så meget er, hvor ublu man er blevet.

Men jeg forstår det jo godt. Det er nemt. Det foregår langt hen ad vejen på sociale medier, hvor man bare kan blokere sine modstandere, så ens budskaber kan stå uimodsagt, samtidig med at kritikere pludselig kan se sig “omringet” af en hær af “trolde” der ikke på nogen måde holder sig tilbage fra at hælde sprogets værste gloser ud over en.

Samtidig er en dårlig historie jo en god historie, og gode historier sælger. På digitale medier er valutaen “likes”, hvor mange “likes” kan den ene eller den anden overskrift trække? Samtidig findes der snart ikke et medie der ikke har en gravergruppe -det må i mine øjne være en ren tilståelsessag, hvis man har en gruppe journalister der graver, hvad laver resten så? Burde de ikke alle grave, undersøge, faktatjekke, perspektivere -alle de ting vi faktisk lærer vores børn i folkeskolen.
Betyder det at med mindre man sidder i en af disse gravergrupper, så tager man bare referat uden at stille kritiske spørgsmål? Ovenstående er selvfølgelig sat på spidsen, det ved jeg. Men det er ikke helt ved siden af.

Så er der os andre, de politisk forbrugere. Vi skal kunne forlade os på jer journalister, politikere, kommentatorer og andet godtfolk. Kan vi det — i mine øjne langt fra. Men er vi rustet til at tage kampen op, dårligt. Dels oplever jeg alt for mange som er decideret ligeglade med alt andet end måske lige akkurat indvandring og integration- og så hvor meget det koster at fylde posen nede i Netto eller Rema1000. For resten af os gælder at det faktisk kan være svært at bevare overblikket. Der er alt for mange overskrifter der frister både din nysgerrighed og din trang til forargelse, og ikke altid når vi at stille spørgsmålstegn ved den information vi bliver præsenteret for.

Anders Fogh Rasmussens valgsejr i december 2001 var et paradigmeskift i dansk politik.

Dels blev Dansk Folkeparti gjort til parlamentarisk grundlag for Foghs regering, og nærmest fra dag 1 skulle der ryddes ud og gøres op med “ekspertvældet”. Men hvad betød det egentlig? Det betød, at vi i langt højere grad end tidligere begyndte at blive fodret med ideologisk dikteret sandhed. F.eks. var Brian Mikkelsens kulturkanon et fabelagtigt eksempel på hvordan man ønskede at differentiere den rigtige fra den forkerte kultur. I samme forbindelse fik den stakkels nyslåede kulturminister, i dag direktør for Dansk Erhverv, rodet sig ud i noget frygteligt sludder om at hans yndlingsopera selvfølgelig var Phantom of the Opera, hvormed han fik fortalt præcis hvor lidt han vidste om dén kunstart.

De seneste 20 år har været et kulturelt, uddannelsesmæssigt, socialt og demokratisk ræs mod bunden. Skiftende regeringer har alle båret ved til bålet, også mit eget parti, som jeg en overgang måtte lade være at stemme på. I dag er verden og livet blevet alt for kompleks en størrelse, og vores fokus bliver meget snævert på os selv og vores allernærmeste. Det er kun forståeligt, men det betyder, at vi bliver dårligere mennesker, mindre empatiske med mindre forståelse og hensyntagen til andre, og det er altså et problem uanset om du, kære læser er enig med mig eller ej.

Er Anders Fogh Rasmussen så hovedansvarlig for den samfundskrise, jeg mener vi i dag sidder i. Ja, det mener jeg faktisk, men ikke ham alene. Jeg tror, det var tiden lige efter 9/11 hvor ethvert håndfast initiativ nødvendigvis blev modtaget med begejstring. Vi andre skulle helt tydeligt bare stikke piben ind. Det var også tiden med Helge Sander og “Fra forskning til faktura”, alt blev devalueret til et spørgsmål om hvor hurtigt der kunne tjenes penge på det, og forældede begreber som menneskerettigheder, ordenlighed og redelighed skulle helst køres på møddingen — og hurtigt, tak. Slagtningen af SKAT er et glimrende eksempel på denne tænkning…

Alt dette betyder i praksis, at enhver borger i dette land der er yngre end 30 år lever i denne virkelighed uden reelt at have kendt andet. Nyrups “stuerene bliver I aldrig”, eller Ninn-Hansens rigsretsag og Schlüters “der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet” hører hjemme i historiebøgerne, og her nærmer vi os min hovedpointe. Vi var ikke mindre uenige før, men vi var uenige på et fælles grundlag. Det fundament er i høj grad forsvundet, og kan bedst illustreres ved Inger Støjbergs fastholdelse af at diskutere barnebrude, når det i virkeligheden drejer sig et helt andet brud — nemlig et brud på ministeransvarlighed. Det ved Inger Støjberg selvfølgelig også godt, men hun benytter sig af det gamle kneb; hvis man gentager en løgn ofte nok, så ender det med at blive sandhed. Det har andre bevist før hende. Og i øvrigt er hendes bagland stort — og bedøvende ligeglad med at 25 ud af 26 dommere har fundet hende skyldig, ud fra devisen at hvis hun er skyldig må der være noget galt med loven. Et absurd standpunkt, der modsvarer at jeg rejser mig fra mit sæde i et fly på vej ind til landing, fordi jeg mener mig bedre kvalificeret til at lande flyet fordi jeg har set en video på YouTube. Jeg tænker de fleste vil foretrække en uddannet pilot i cockpittet fremfor mig.

Vi er på lange stræk blevet et samfund af synsninger og følelser. Følelser er godt, men Patos alene gør det ikke, og vi er blevet alt for tilbøjelige til at afvise faglighed hvis den går imod vores oplevede virkelighed. Det blir’ lynhurtigt et slagsmål fordi mine følelser nu skal underordne sig din rationelle viden. Og så føler jeg mig dum — og ingen bryder sig om at være tumpen der ikke forstår noget. Så er det nemmere at omgive sig med dem der mener det samme, og kun forstærke sine oplevelser og følelser. I den sammenhæng er der ikke stor forskel på folk der er bange for magnetiske vacciner med mikrochips og verdensdominans, og dem der mener at Danmark er ved at blive rendt over ende af unge mænd af mellemøstlig herkomst der står for 90% af al kriminalitet, når al analyse entydigt fortæller noget andet.
Der er ikke langt til QAnon og Brexit i de verdener.

Alternativ virkelighed kaldes den slags for, og det burde sende kuldegysninger ind i os alle. Vi har på lange stræk forkastet gode gamle dyder. Dannelse er blevet et fremmedord- og så måske alligevel ikke. Jeg hører til blandt de priviligerede mennesker der har mulighed for at sende sit barn et år på efterskole, og dér har de dannelse som et fag. Det er godt nok en sammenlægning af flere traditionelle fag, men det vidner om en orientering jeg kun kan hylde. Meget mere af den slags.

Jeg er blevet bedt om en ønskeseddel til jul, og har af mine børn fået at vide at fred på jord og glade børn var udsolgt.

Så lad det her være mit jule- og nytårsønske:

Et ønske hos alle om at blive talt til, ikke talt ned til, ikke blive antaget for idioter.

Et ønske om at alle folkevalgte, i kommuner, regioner og på Christiansborg er sig deres ansvar bevidst.

Et ønske om kritisk journalistik når politikere og andre med magt og indflydelse ikke er deres opgave voksen.

Kunne vi bare nå så langt, så tror jeg det ku’ blive en dejlig jul.

/TR