Intet er som det plejer

De fleste vil umiddelbart tænke den sætning i en negativ ramme.
Der er også mange udfordringer at tage fat på tiden. Men dels er der intet nyt i det, og dels ser jeg også grund til forhåbning, og så er jeg i øvrigt stædigt optimist.

Dette skrives til lyden af Carl Nielsens blæserkvintet og der er noget meget rammende og inspirerende i netop det. Dels er det den første koncert jeg er ude at høre efter Corona blev et ord i vores globale bevidsthed, men det er musik der flagrer, afsøger og signalerer en fremdrift og vilje. Samtidig er det en forsikring om ro og tryghed, varme, kærlighed og ømhed.

Det kan lyder som noget sludder, men det er meget klart for mig hvordan alting hænger sammen, og hvordan vi alle rummer både aggressivitet og omsorg, åbenhed og det indadvendte.

Det er nu sidst i august 2020 og intet er som det plejer, selv om mange krampagtigt forsøger at fastholde en form for normalitet. Det gælder bestemt også mig selv, men alt er ændret.

Nu skal vi bære mundbind i den offentlige trafik, og den ældre dame 1 m. til venstre for mig hoster i sit lommetørklæde og jeg er splittet imellem at sidde stille eller rykke en plads til højre. I virkeligheden burde denne nye situation med social distance passe os danskere ret naturligt. Når man ser bort fra dem vi i forvejen kender, så er vi som folkefærd ikke de nemmeste at komme ind på livet af.

I virkeligheden var det nemt tilbage i marts og april. Der forstod næsten alle at det var vigtigt at holde afstand. Men hvad gør vi nu hvor reglerne er blevet løsnet lidt? Jeg skal fx. afgøre med mig selv hvordan mit barns konfirmationsfest skal afvikles om en måneds tid. Kan vi sidde ved de store runde borde som planlagt? Familie og venner samles på tværs af klaner som ikke mødes ofte; nogle vil aldrig have mødt hinanden før. Risikerer vi at danne nye smittekilder; ja det gør vi. Hvor alvorligt skal det tages?

Løber jeg selv en risiko? Jeg er selvstændig og har travlt i mit firma, men jeg har absolut ikke råd til at blive syg, og risikerer jeg at skulle igennem et langvarigt forløb? Overlever jeg?

Samtidig raser konflikterne nationalt og ude i verden. Statsministeren langer ud efter utilpassede unge i S-togene, men glemmer at nuancere sin udtalelse med det forudsigelige resultet at vi nu igen står midt i en offentlig diskussion om indvandring og integration. En debat som kun er blevet endnu mere hadsk de senere år.

I USA sidder en præsident som lever i sin egen verden, og et land som bliver flået over på midten, med uforudsigelige konsekvenser for alle andre.

Kina har længe haft en klar dagsorden om at overtage den globale førertrøje efter et USA der ikke længere ønsker den. Det gør man med metoder vi bestemt ikke bryder os om i et moderne liberalt vestligt demokratisk perspektiv. Hongkong har længe levet en udsat tilværelse, og Taiwan kan hurtigt blive meget varmt konfliktpunkt med officielt amerikansk besøg. Samtidig mærkes Kinas økonomiske magt stærkt i form af investeringer over hele verden, ikke mindst både på det afrikanske kontinent og i Europa.

Rusland føler sig presset af et i øst ekspanderende EU samt NATO, der til gengæld er splittet da USA ikke længere er den sikre grundpille, som landet ellers har været i mere end 50år.

Socialt udfordres nationalstaterne som aldrig før, med utilstrækkelige budgetter og skrøbelige sikkerhedsnet der ikke formår at omfatte og sikre de svage borgere. Når krybben er tom, bides hestene — eller sådan sagde man stadig de jeg var under 20.

Oversat til 2020sprog ser vi hvordan forståelsen for hvem vi har lyst og overskud til at hjælpe skrumper ind. Og jeg har slet ikke berørt klimakrisen der nærmest kræver et indlæg for sig. Men det hele hænger jo sammen. De fleste politikere giver udtryk for at med corona-krise og deraf følgende økonomisk krise, er der ikke råd til at gøre noget ved klimakrisen. Det giver næsten sig selv at de i forvejen socialt udsatte kommer til at sidde endnu mere yderligt. Hvor ender vi?

Samtidig har vi i 25år haft mere og mere ubegrænset adgang til et digitalt netværk, og mulighed for at dele og meddele alt til alle. Og det har ikke været et udelt gode. Fænomenet “idioter med internet” var længe en ting. I dag tænker jeg meget oftere “skiderikker med internet”. Jeg er vokset op med sætninger som “hvis ikke du har noget pænt at sige, så hold din mund”. Ofte savner jeg at lidt flere har fået den slags små læresætninger ind med modermælken.

Jeg vover påstanden at vores beherskelse af sproget er blevet ringere, samtidig med at vi oftere udtrykker os via skærmen (helt som jeg nu gør), med det farlige resultat at de fine nuancer og viljen til konsensus går tabt. Vi bliver sprogligt fattige og graver grøfterne dybere.

Vi bliver tæppebombarderet med “fake news” og direkte ondsindet skriverier der ofte ikke tjener andet formål end at adskille folk i dem og os, eller også bliver trukket ned i diskussioner om hvem der bliver krænket, og er det berettiget, eller om vi andre tager denne krænkelse alvorligt nok. Og i mange tilfælde er der noget om snakken. Jeg tilhører den store gruppe af privilegieblinde hvide midaldrende mænd i den vestlige verden, og jeg bor i Nordsjælland. Jeg er næsten Boomer og burde af samme årsag nærmest ikke have ret til at have en mening om nogetsomhelst.

Men alligevel er jeg optimist.
Min datter skal konfirmeres om en måned, og har netop i dag valgt sit konfirmationsord — og det valg gir´ mig håb for fremtiden. Hendes valg skal ikke afsløres her, men imellem alle de muligheder hun havde, valgte hun et der afspejler hendes karakter, en det er mit indtryk hun deler med mange andre. En empati og omsorg for deres omgivelser. De tænker ikke udelukkende i hvad der tjener deres egne snævre interesser. De tænker bredere. Det gør de selvfølgelig ikke mindst fordi deres forældre præger dem i den retning, men de er ikke på samme måde låst i 20, 30 40, 50 års vanetænkning, “sådan har vi altid gjort”, og “det har aldrig været et problem før…” Nej, måske vi ikke før har oplevet det som et problem, at vi kører så meget i bil, flyver på ferie 3–4 gange om året, spiser store mængder kød, har et enormt madspild — listen fortsætter.

Vores børn lærer fra bunden at se sammenhænge, og de har svært ved at forstå vores prioriteringer, heldigvis. Så mens jeg lytter til Kirin Wind der spiller sidste sats med variationerne over “Min Jesus lad mit hjerte få” tænker jeg at vi nok skal komme igennem både Coronapandemi, finanskrisen, den sociale ulighed og selv klimakrisen tror jeg vi får, om ikke løst så dog at vi lærer at håndtere den og afbøde de allerværste konsekvenser.
Intet er som det plejer…